Ønsket om at faa en jødisk Udstilling afholdt i Kjøbenhavn fremkaldtes derved, at der d. 19. Januar 1907 var hengaaet 250 Aar, siden der, om end i beskeden Form, aabnedes en lille Adgang til det danske Rige for jødiske Trosbekendere. 

 

Er end de herboende Jøder forlængst saa danske i Sind og Skind som deres anderledes troende Medborgere, og har end Danmark, efter at have faaet Grundloven, fjernet de Uligheder lige overfor Stat og Medborgere, som Trosforskel tidligere havde fremkaldt, bevare Jøderne selvfølgelig, ligesom de andre Kirkesamfund, det protestantiske og det katolske — for ikke at tale om de mindre Samfund — særlige Minder, hvis trofaste Bevarelse kun kan være til Gavn for det store hele. 

 

Da det, som har gjort Jøderne til det særegne Samfund, jo er Religionen, var det givet, at Udgangspunktet for Udstillingen maatte tages fra det religiøse Liv. Men da den enkeltes eller Menighedens indre religiøse Liv jo ikke er Udstil­lingsgenstand, og da de praktiske Udslag, som jødisk Religiøsitet kan give sig i det ydre Liv, saasom Næstekærlighed, heller ikke burde fremstilles, var det atter givet, at man burde tage sit Udgangspunkt fra de synlige Genstande, som i særlig Grad bruges i det religiøse Livs Tjeneste, hvad enten dette nu udfolder sig i Gudshuset eller i Hjemmet. 

 

Udgangspunktet for den københavnske Industriforeningsjødiske Udstilling blev da — om jeg tør benytte Udtrykket — det Sted, hvor Judæa og Hellas mødes, d.v.s. der, hvor det religiøse Liv og Skønhedstrangen virke befrugtende paa hinanden.

 

Lige saa lidt som de enkelte Faser af Jødernes Historie her i Danmark skal berøres, da dette atter vilde føre os bort fra vor givne Vej og ind paa Omraader, hvor historiske Undersøgelser vilde være fornødne —, ligesaa lidt skal der her dvæles ved Jødernes eksempelløs tunge Lod rundt omkring i Verden i den Tid, da de som vilde Dyr jagedes fra Sted til Sted.

 

Men naar man Gang efter Gang berøvede dem deres Gudshuse, deres Hjem, deres Ejendele — for ikke at tale om dem, der maatte ofre deres Liv — , saa er det let forstaaeligt, at talløse Skatte frembragte til det religiøse Livs Tarv, maatte forsvinde langt hurtigere, end Materialet og Vanrøgt skulde foranledige. 

Danmark selv kommer her jo lidet i Betragtning; dets jødiske Samfund er saare ungt, og i de 250 Aar, som det er bleven gammelt, har ingen Jødeforfølgelse af nogen som helst Betydning her fundet Sted. Men det lidet, som er bevaret, viser, hvad vi jo ogsaa ad andre Veje vide, hvor meget religiøse Gemytter stræbte efter at forskønne Udførelsen af de forskellige dem hellige Handlinger ved Tilvejebringelsen af skønne og kostbare Genstande. 

Udenfor Israel antager man ofte, og man kan læse det i et Utal af lærde og populære Skrifter, at den ortodokse Jøde føler Udførelsen af de saakaldte Ceremonier som et tungt, ham paalagt Aag, som han nu en Gang er tvungen til at bære. 

 

.

​

Les artikkelen her

​